Photo: Just Finance International (2019)
Kina satser massivt på vedvarende energi hjemme. Samtidigt investerer kinesiske banker og selskaber i nye kulkraftværker ude i verden – direkte i strid med Parisaftalen og de internationale klimamål. Wawa Wang, senior rådgiver hos VedvarendeEnergi, overvåger investeringer i kulindustrien og sætter globalt fokus på problemet.
I Branićevo i den sydøstlige del af Serbien ligger kulkraftværket Kostolac. Ikke langt derfra ligger et tæppe af skurvogne sig i sommeren 2017. Vognene fungerer som midlertidige hjem for hundredvis af kinesiske arbejdere, mens de arbejder på at opføre enheden B3, som den nyeste tilføjelse til det gamle kulkraftværk, der har været i brug siden 1967. I en tid vrimler det med kinesiske arbejdere på pladsen. Pludseligt er kineserne væk – lige så hurtigt som de kom.
Scenarier som ovenstående gentager sig flere steder i verden. Siden 2015 har Kina været det land, der har finansieret og opført flest kulkraftværker på verdensplan – det drejer sig om op mod hvert fjerde kulkraftværk, som er planlagt eller under konstruktion.
Finansieringen foregår ved, at Kinas statsejede banker som The Export-Import Bank of China og China Development Bank udsteder lån med lav rente til de lande, hvor kulkraftværkerne opføres. Samtidigt leverer Kina arbejdskraften, hvorfor der ikke bliver skabt nye lokale jobs. Kina investerer især i afrikanske, asiatiske og latinamerikanske lande, men også i Balkanlandene i den sydlige del af Europa – heriblandt Serbien og Rumænien.
‘Business as usual’
”Hovedparten af de lande, hvor Kina finansierer, har ikke tidligere brugt kulkraft som kilde til energi – eller også har de kun gjort det meget lidt. Men i Balkanlandene har de allerede en ret stor kulindustri, og der er mange projekter i regionen, fordi der er en stor kulreserve i jorden. Derfor bliver det her ’business as usual’,” fortæller Wawa Wang.
Selvom det er ’business as usual’, medfører den kinesiske eksport af kulteknologi store negative konsekvenser både internationalt og lokalt. Internationalt er det vanskeligt at nå klimamålene i Parisaftalen. På nationalt plan forringer det de europæiske tiltrædelseslande som Serbiens mulighed for at blive en del af den grønne omstilling og komme med i EU, fordi kulkraftværkerne ikke lever op til EU’s lovgivning. Og lokalt bidrager kulkraften til stor vand- og luftforurening.
Benspænd for den gode forretning
På hjemmefronten er Kina godt med i den grønne omstilling. Derfor kan det virke paradoksalt, at landet internationalt bidrager med sort, og ikke grøn energi. ”Men der behøver ikke at være en modsætning der. Det handler om forretning. Når der er alt for mange, der specialiserer sig indenfor infrastruktur, konstruktion og energi, så skal de gerne af med den teknologi, ekspertise og udstyr, som de har alt for meget af hjemme i Kina. Eksport er en måde at tjene penge på,” forklarer Wawa Wang.
Hun bruger en stor del af sin tid på at holde øje med internationale investeringer i kulindustrien. Og her spiller lovgivning en vigtig rolle. Ofte overholder projekterne ikke lovgivningen, og det kan spænde ben for, at de kan få de nødvendige tilladelser. Miljøvurderingen og anden lovgivning viste sig ikke at være overholdt i forbindelse med opførelsen af netop Kostolac B3 i Serbien – derfor er kraftværket endnu ikke færdigbygget.
”Hvis ikke lovgivningens rammer accepteres, gør vi myndighederne opmærksomme på det,” fortæller Wawa Wang. Dog er involvering af myndighederne ikke den eneste vej frem. Der er brug for international kritik, som EU-kommissionen netop kom med i 2019. At få problemet frem i lyset er centralt: ”Mit arbejde handler om at fremhæve problematikken og skabe debat i offentligheden om det,” afslutter hun.
